I Aalborg indgår film aktivt i udstillingsaktiviteterne

Af: Marianne Hermansen Dato: 12. oktober, 2010 Emne: DBC nyheder

Der sker spændende ting i Ålborg på formidlingsfronten, når det gælder inddragelse af film i udstillinger og i den øvrige formidling i biblioteksrummet.

Aktivering af Gentage-knappen i Windows Media Player

Aktivering af Gentage-knappen i Windows Media Player

Så da Frank Helenius fra Aalborg ringede og spurgte, hvordan man får Filmstribens film til at køre i loop, så man ikke hele tiden skal genstarte den udstillede film, kunne vi -  da vi havde fortalt, at det gør man ved at aktivere gentagelsesknappen i Filmstribens Windows Media Player   ikke lade være med at spørge lidt mere om de tiltag, som Aalborg Bibliotekerne har sat i værk for at synliggøre den digitale formidling i biblioteket.

Frank Helenius fortæller:

”De områder, hvor især formidling med film finder sted her på hovedbiblioteket i Aalborg er ”Scenen” og ”Pulsen”.

”Scenen” er en del af multimedierummet, der befinder sig på første sal på hovedbiblioteket. Det er i ”Scenen” vores brugere finder musik i form af noder, skuespil, musik- film- og teaterlitteratur – og så naturligvis film og musik cd’er/dvd’er til store børn og voksne.

Scenen på Aalborg hovedbibliotek

Teknisk svarer multimedierummet til, hvad man møder i en biograf. Udover 15 flotte, bløde biografsæder erhvervet fra Den gamle Scala biograf har vi i bunden af ”Scenen” et stort lærred og en 16:9 projektor, der kan tilsluttes pc, blu-ray, dvd, tv og surround-forstærker med 6 højtalere. Vi har tænkt ”Scenen” som et formidlings- og oplevelsescenter for hele familien.

Vi bruger det til undervisning og workshops om alt lige fra biblioteksintroduktioner til brug af nye medier. Vi anvender også ”Scenen” til digitale udstillinger og filmvisning med Filmstribens ”Se film på biblioteket” og MPLC samt til foredrag og kulturarrangementer, der sætter aktuelle problemstillinger i perspektiv.

I forbindelse med dette års Klassikerdag viste vi dokumentarfilmen ”Karen Blixen – storyteller” af Christian Braad Thomsen fra 1995. Og i september har ”Scenen” budt på en digital kunstudstilling af Tine Lilholt. Emnet for oktober er: ”Bliv klogere på din fladskærm”. Det er et tilbud til brugerne, om at lære det fine udstyr de har hjemme, bedre at kende, så de i højere grad bliver i stand til at udnytte alle finesserne.

 ”Pulsen” er det andet område på hovedbiblioteket, hvor film indgår som en del af både vores miljø og formidling. 

Området Pulsen på Aalborg hovedbibliotek

De lånere, der kommer her er typisk avislæserne, netpunktsbrugerne, tidsskriftslæserne, studiegrupper, uddannelsessøgende, “ro og fredssøgende” og brugere, der besøger biblioteket for at finde inspiration.
Kort og godt nogle brugergrupper som vi kan inspirere til at låne mange flere af vore materialer, når vi gør ”reklame” for dem i en spændende formidlingsmæssig sammenhæng, der både taler til øret og øjet”.

Vil du vide mere om aktiviteterne i Aalborg er du velkommen til at kontakte:
Frank Helenius, Aalborg Bibliotekerne, tlf. 99 31 44 11, mail: fhe-kultur@aalborg.dk

Filmstriben sender inspirationen videre

Vi håber dette korte indblik i, hvad der rør sig i Aalborg vil være til inspiration for andre – og skynder os at tilføje, at selvom det er flot med et kæmpelærred, top-tunet teknik og bløde biografstole – så kan mindre også gøre det.  

Filmstribens ”Se film på biblioteket” præsenterer sig nemlig også fint på en pc- eller fladskærm. 

Med et enkelt klik på gentageknappen i Windows Media Player, er der dags dato 797 film og potentielle udstillingstemaer at vælge imellem.

 

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse offentliggøres ikke. Krævede felter er markerede med *

*
*