Mens medieomtalen i reglen kaster søgelyset på kuldsejlede eller stærkt forsinkede, offentlige it-projekter, afslører en netop offentliggjort brugerundersøgelse, at bibliotek.dk er et offentligt it-tilbud, som danskerne for alvor har taget til sig og nogle har udviklet et regulært kærlighedsforhold til.
Næsten 200.000 danskere besøger hver måned bibliotek.dk for at søge og bestille i de materialer, bibliotekerne har på hylderne. Besøgstallet placerer bibliotek.dk blandt Danmarks mest besøgte sites og som nr. 4 blandt de offentlige danske sites – med andre ord en offentlig it-succes, der ikke er til at komme uden om.
Når brugertilfredshed vokser til kærlighed
Dette års netop afsluttede undersøgelse af brugernes tilfredshed med bibliotek.dk viser, at hele 93% af de adspurgte rater bibliotek.dk som god – og af disse – næsten halvdelen endda som ”meget god”. Faktisk viser undersøgelsen at kun 0,1% af brugerne er utilfredse med bibliotekernes fælles webportal.
En bruger kommenterer: ”At det findes! Super dejligt at kunne søge og bestille stort set hvad som helst, der måtte fange min interesse. Jeg ELSKER bibliotek.dk”.
Endnu en brugerkommentar: ”Jeg synes, det er fantastisk med et biblioteksvæsen, hvor næsten alt er tilgængeligt, og jeg finder det utrolig bekvemt at kunne sidde hjemme og søge/bestille. Så kombinationen af et godt biblioteksvæsen og internettets bekvemmeligheder er temmelig genial”.
Alt i alt rummer undersøgelsen, der er gennemført af omkring 3.000 personer, næsten 4.000 kommentarer, der udover generelle kommentarer til sitet, også rummer et væld af gode forslag til udvikling af ny funktionalitet.
Hvem er bibliotek.dk brugerne?
Hovedparten af bibliotek.dk brugerne er mellem 20 og 69 år. Der er en mindre overrepræsentation af kvinder i forhold til mænd og tilsvarende en overrepræsentation af Sjælland og Hovedstaden i forhold til resten af Danmark. Både den kønsmæssige og geografiske ”skævhed” afspejler det, der generelt gør sig gældende i forhold til brugen af bibliotekerne.
Hvor ofte bruges bibliotek.dk?
81% af brugerne anvender bibliotek.dk næsten dagligt, ugentligt eller mindst én gang om måneden. Og allermest om mandagen mellem klokken 10 og 15.
Fakta
Bibliotek.dk er bibliotekernes fælles webportal til at søge og bestille bibliotekernes materialer.
Bibliotek.dk finansieres af Styrelsen for Bibliotek & Medier og udvikles og drives af DBC as.
Se også bibliotek.dks presserum og bibliotek.dks blog.
Kontakt vedr. brugerundersøgelsen:
Produktchef Kirsten Larsen, DBC as
kl@dbc.dk
Tlf: 44 86 86 57